Aktiviteter
Gennem alle årene har 6. gilde ved forskellige aktiviteter, såsom Pinsemarked, loppemarked, bogsalg, fiskedam, salg af plaider, gildetørklæder og ”muleposer” med gildelogo, omdeling af bladet ”Sundsholmeren” samt kustodearbejde ved Sundbysamlingernes huse i Urtehave i Nørresundby, omdeling af breve etc. indtjent midler til humanitært arbejde. Ved vort 50 års jubilæum i 2002 havde vi den glæde at kunne formidle kr. 28.500 til forskellige humanitære formål fra vores hjælpefond, ligesom vi ved vort 60 års jubilæum i 2012 kunne uddele kr. 60.000.
Fra 1953 til 1997 – da klientellet ændredes – havde 6. gilde kontakt til Sankt Jørgens Stiftelsen i Sankt Jørgens Gade. Hvert år var der en forårsfest, en sommerudflugt og en julekomsammen.
Aalborg-gilderne har på skift afholdt arrangementer for Scleroseforeningen i Aalborg – en aktivitet som for hvert enkelt gilde skete ca. hvert 3. år.
At stå post ved spejdernes årlige natløb – Wasa-Wasa-løb – den første weekend i februar var en aktivitet som mange af gildets medlemmer gerne deltog i. Det kunne godt være meget koldt de nætter.
På tværgildeplan deltager flere af gildets medlemmer i afviklingen af Vesterhavsmarchen samt i forskellige af de store spejderlejre, som fx ”Blå Sommer”.
I mange år stod et medlem af gildet som formand for afviklingen og gennemførelsen af Fredslyset på landsplan.
I 1994 ansøgte 6. gilde Danmarks-Samfundet om en fane til gildet, og fik den bevilget. Overrækkelsen skete i Helligåndsklostrets Gård den 15. juni 1994. Siden har 6. gilde været repræsenteret med deres fane til Danmarks-Samfundet markering af ”Flagets Dag”: Valdemarsdag – først i Helligåndsklostres Gård senere i Aalborg Slots Gård og senest på Gammel Torv med efterfølgende march gennem byen og flaggudstjeneste i Budolfi Kirke. Det skal nævnes, at fanen blev indviet ved gildehallen i GILDEBORGEN, onsdag den 24. august 1994. Fanen har indskriften: ”6. Sct. Georgs Gilde i Aalborg” i gult filt.
I 2004 påtog 5 piger fra gildet sig den opgave at sy en ny kåbe til Aalborgs giftefogeder. Denne kåbe blev ved en lille højtidelighed fredag den 20. maj 2005 overrakt til giftefoged Bodil Larsen, som tog den i brug samme dag. Kåben er fremstillet af rødt kamgarn/uld, foret med satin og et hvidt forstykke, og syet så den både kan bæres af kvindelige og mandlige giftefogder. På det hvide forstykke er broderet Aalborgs Byvåben fra 1999, og indvendig i nakken er Sct. Georgs gildernes logo broderet samt initialerne på de fem gildebrødre, som har fremstillet kåben.
Gennem de seneste år har et udvalg af gildets medlemmer tilrettelagt 2-dagsturer for gildets medlemmer med ledsagere. Turer som blandt andet er gået til spejdercentret TYDAL i Sydslesvig. KFUM-spejdernes kursuscenter HOUENS ODDE. Djurslands smukke natur med overnatning på Gjerrild Vandrehjem, Vestjylland med udgangspunkt fra Borbjerg Mølle Kro. Midtjylland med udgangspunkt fra Nørre Vissing Kro, Thy-området m.v.